 |
|
 |
| Igennem de sidste ca.15 år har jeg især koncentreret mig om keramiske unikaarbejder, som jeg udstiller og sælger via samarbejde med fire gallerier i Europa og ét i New York. Jeg har tidligere også arbejdet med design af keramiske brugsgenstande og bl.a lavet et stelforslag i porcelæn for Royal Copenhagen A/S ( i 2000). | | | De viste arbejder er udført i stentøj og påført begitninger og glasur. Jeg arbejder også med andre lertyper og brændingstemperaturer. | | | I serien ‘Other Planes’ fokuserer jeg grundlæggende på to visuelle virkemidler. Dels uregelmæssigt påsatte flader udenpå eller indeni en symmetrisk krukkeform og i mange tilfælde striber henover disse flader. Blikket sendes ud i rummet, enten via de nye rum, som fladerne tilsammen indkredser rundt om tingen eller via de linier, som striberne aftegner på formen. Man iagttager noget og bliver opmærksom på ens egen rolle i dannelsen af det, der opleves udover krukkens konkrete fysiske fremtoning. Tingen afføder visuelt et mentalt rum, der har sin parallelitet i musikkens rytme. | | | ’ Dazzle- Vessels’ er en ny serie af arbejder. De griber tilbage til min studietid på RCA i London (1988 -90), hvor jeg lavede mange timers research i Imperial War Museums arkiver på de ‘forvirringsmønstre’, som man bemalede en stor del af den engelske handelsflåde med under den allersidste del af 1.verdenskrig. Dvs. kæmpemønstre, der slørede skibets form og retning på afstand. Mønstrene er meget spektakulære og utrolig fascinerende. Med dem som inspiration arbejder jeg med at skabe en ny form for kompleksitet. Jeg forsøger at sidestille formens volumen med det voldsomme mønsters impakt og prøver at indkredse det sted hvor ornament og form ‘slås om overtaget’. Altså igen en indbyrdes afhængighed mellem de to, men på en mere oppositionel måde | |
|
|
|
|
|